Hvordan ved jeg, om min baby er mæt?

er min baby mæt?

Et af de spørgsmål, jeg bliver stillet meget ofte er: “Hvordan ved jeg, om min baby er mæt?”

En af de dejlige ting ved amning – men som samtidig også kan medvirke til en del usikkerhed – er jo netop, at man ikke kan se eller måle, præcis hvor meget ens baby spiser. I denne artikel guider jeg dig gennem tegnene på, at din baby er mæt efter amning – og hvad du kan gøre, hvis du er i tvivl og spørger dig selv: Mon min baby er mæt?

Indhold i denne artikel:

  • Hvilke tegn viser babyer på sult og mæthed?
  • Når det er svært at vurdere, om en baby er mæt
  • Suttelysten efter amning
  • Gråd efter amning
  • Du skal lære din baby at kende
  • Vær særligt opmærksom i de første dage
  • Hvis du alligevel er i tvivl
  • Hvordan går det i det hele taget?

Hvilke tegn viser babyer på sult og mæthed?

Når man skal vurdere, om en baby er sulten, så er der en række faktorer, der spiller ind. Først og fremmest er der babyens adfærd – altså de tegn, barnet viser med sin krop og sit sprog. Men der er også andre ting, der kan være godt at tage med i betragtning, hvis man er i tvivl om de tegn, man ser eller ikke ser hos sin baby. 

En baby kan sagtens gå fra de tidlige til de sene tegn på sult i løbet af ganske kort tid (minutter), særligt hvis der er gået lang tid siden sidste måltid.

Tegn på sult

  • Suttebevægelser med mund og tunge (Tidligt tegn)
  • Bevægelser af arme og ben (Tidligt tegn)
  • Søgen efter brystet (Tidligt tegn)
  • Fingre til mund (Tidligt tegn)
  • Uro og klynkelyde (Middel tegn)
  • Uro og gråd indimellem (Middel tegn)
  • Gråd hele tiden (Sent tegn)
  • Bevægelse af hele kroppen (Sent tegn)
  • Rød i ansigtet (Sent tegn)
  • Udmattelse og søvn (Sent tegn)

Tegn på mæthed

  • Rolig og tilfreds efter amningen
  • Afslappet i kroppen 
  • Falder måske i søvn til slut i amningen
  • Spiser aktivt med mange synk i starten af amningen og mere roligt med flere pauser mellem synkene senere
  • Søger måske stadig brystet efter at have sluppet / være taget af, men falder i søvn med det samme, når han / hun lægges tilbage til brystet igen
  • Er generelt i trivsel, har afføring og vandladninger svarende til sin alder og tager tilpas på i vægt

Når det er svært at vurdere, om en baby er mæt

Hvis din baby blot opfører sig som beskrevet i boksene herover, så har du sikkert intet problem med at vurdere, om din baby er sulten eller mæt. Tvivlen kan derimod snige sig ind, når en baby ikke helt passer på beskrivelserne. For hvad kan man så regne med? 

Suttelysten efter amning

Mange nybagte mødre bliver usikre, når deres baby falder hen og i søvn ved brystet uden at spise aktivt for så atter at vågne op og virke suttelysten og søgende, når han tages fra brystet. Men så snart han lægges til brystet igen, så falder han atter i søvn efter blot at have suttet ganske få gange. Her kan forklaringen være, at han er mæt men simpelthen bare finder ro i at sove, mens han har brystet i munden, fordi det virker søvndyssende og beroligende. Det er nemlig helt naturligt, at babyer reagerer på overgangen fra at ligge ved brystet til at blive lagt for sig selv, særligt hvis de er mere eller mindre sovende. 

Det kan dog også være udtryk for, at din baby ikke er helt mæt endnu men falder i søvn ved brystet og ikke sutter aktivt, fordi flowet af mælk ikke længere er stort nok til at holde din baby aktiv. Altså et tegn på, at din baby har tømt brystet så godt, som han kan. Her kan det være en god idé at tilbyde din baby det andet bryst – hvis han ikke allerede har fået det – for at se, om han frisker mere op og spiser aktivt igen, når han kommer til et fyldt bryst. Hvis han med det samme udviser samme adfærd her, så er det sandsynligt, at han er mæt. 

Det er vigtigt at forstå, at babyer reagerer på mange andre ting end blot sult. De fleste babyer et stort suttebehov, som også sagtens kan overstige deres behov for at spise. Det kan medføre, at din baby gerne vil sutte, selvom han / hun er mæt. Hvilket også er årsagen til, at mange forældre vælger at give deres baby en sut, efter amningen er etableret, for netop at kunne bruge sutten som hjælp til fx trøst eller putning, hvor det at sutte virker beroligende, og hvor det kan være rart med et alternativ til kun at kunne trøste eller putte sit barn ved brystet. 

Hvis din baby er rolig og afslappet efter at have spist godt ved brystet, men stadig bruger sin tunge og søger, når noget rører hans / hendes kind ( fx dynen, din kind, din babys hånd), så kan det godt “bare” være din babys søge- og suttereflekser, der aktiveres men uden at det nødvendigvis betyder, at din baby er mere sulten. 

Gråd efter amning

Der kan også være tilfælde, hvor ens baby græder og er frustreret efter amningen, og hvor man som forælder naturligt tænker på, om det betyder at ens baby stadig er sulten. Det kan sagtens være tilfældet, men gråd efter amning kan også have andre årsager som fx smerter og ubehag i maven af bøvser eller blot mavekneb. Eller ubehag af refluks med tilbageløb af mælk og mavesyre fra mavesækken, som faktisk kan medføre mere gråd efter amning end før.

En tommelfingerregel kan her være at sammenligne din babys tegn og lyde, som normalt betyder sult, for eksempel efter en lang lur, med den gråd, din baby nu har efter amningen. Græder din baby mere efter at have spist en god portion ved brystet, end inden amningen, så kan det tyde på, at din baby græder af andre årsager end af sult. For selv hvis din baby gerne vil have mere mælk, så burde fornemmelsen af sult være mindre nu, end da I startede amningen. Du kan altid prøve at tilbyde din baby brystet igen, men hvis han alligevel bliver ved at være grædende efter amningen, så kan du også prøve, om du kan hjælpe din baby af med en bøvs og hjælpe ham til ro på anden vis. 

Du skal lære din baby at kende

Husk at det er helt almindeligt at være usikker på din babys tegn. Det har intet at gøre med, om du er en god mor. Nogle babyer er mere eller mindre tydelige i deres signaler end andre, og hos nogle er det bare meget subtilt. I takt med, at du lærer din baby bedre at kende, vil du gradvist opleve, at du føler dig mere og mere sikker på, hvordan du tolker din babys signaler. Hos nogle babyer kan der også snige sig adfærd ind, der er forbundet med fx ubehag som af bøvser eller refluks, der kan gøre det sværere at læse tegn på sult og mæthed. 

Vær særligt opmærksom i de første dage

Hvis din baby er helt nyfødt – eller endnu ikke født – så skal du være opmærksom på, at du ikke nødvendigvis kan regne med, at din baby udviser tydelige tegn på sult og mæthed, før amningen er etableret, og din baby er i trivsel på amning. Altså tager tilpas på i vægt. 

En nyfødt babys mavesæk og tarmsystem er endnu ikke vant til at indeholde og fordøje mælk og de hormoner, der regulerer sult og mæthed er endnu i en tidlig fase. Derudover kan en nyfødt baby nemt komme til at “sove forbi” et måltid af ren og skær træthed og udmattelse ovenpå fødslen, som følge af medicin og indgreb efter fødslen, på grund af gulsot eller manglende energi ved for stort vægtab efter fødslen. 

En lille nyfødt baby kan altså godt virke mæt uden at være det, og derfor er det vigtigt at hjælpe din nyfødte baby med hyppige amninger og at følge med i din babys trivselstegn i forhold til vægt, afføring, vandladning, hudfarve og generelle energiniveau og jeres fornemmelse af din babys indtag ved amningerne. 

Hvis du alligevel er i tvivl

Nu ved du mere om, hvordan du kan vurdere, om din baby er mæt efter amning. Alligevel er det naturligt at komme i tvivl. Måske ikke hver gang, men ind imellem. Fordi der altid vil være udsving. Pludselig spiser din baby måske på meget kortere tid end ellers. Eller tager en længere lur, end han har gjort før. Eller græder efter amning på en måde, han ikke plejer. 

Jeg vil altid anbefale, at du tilbyder brystet (eller det andet bryst) igen, hvis du reelt er usikker på, om din baby er mæt (nok). Når du gør det, så gør du dig også vigtige erfaringer i forhold til, hvordan din baby reagerer på det. Det kan være, du opdager, at din baby faktisk godt kan spise en god portion mere, hvis du også tilbyder det andet bryst fremfor kun det ene i løbet af amningen. Og at han efterfølgende virker mere mæt, end ellers.

Eller det kan være, du opdager, at uanset hvor mange gange du lægger din baby til brystet igen, så spiser han ikke en dråbe mere, men falder i søvn på 2 sekunder, så snart han har fat om brystet igen og har måske bare brug for at sutte for at kunne blive i søvnen. 

Hvordan går det i det hele taget?

Det er altid vigtigt, at du bruger hele jeres samlede situation i din vurdering, hvis du er i tvivl om din baby er mæt. Der er nemlig mange andre parametre, der også er med til at fortælle dig noget om din babys mæthed, udover hans adfærd lige efter amning. 

Overvej også: 

  • Hvordan har din baby det generelt set? 
  • Er der sket nogen forandringer i din babys adfærd på det sidste?
  • Hvordan og hvor længe sover din baby mellem amningerne?
  • Er din baby overordnet set glad og tilfreds i sin vågentid?
  • Tager din baby fint på i vægt af amningen?
  • Har din baby alderssvarende vandladning og afføringer?
  • Føles amningen godt – eller er der smerter forbundet med amning?

Hvis der er noget omkring jeres situation eller din babys spisning, trivsel og søvn, som bekymrer dig, så bør du altid søge hjælp og rådgivning hos relevant fagpersonale som fx sundhedsplejerske, din læge eller en kompetent ammevejleder. 

jordemoder & ammekonsulent Camilla Kristiansen

Om forfatteren

Jeg hedder Camilla Kristiansen og er både  jordemoder og IBCLC Ammekonsulent. Med mere end 20 års faglig erfaring brænder jeg for at hjælpe forældre til en tryg og god ammeoplevelse og start på livet med en lille ny baby. På AltOmAmning.dk deler jeg derfor både faglig viden og praksiserfaring – altid med hjertet først. Har du brug for personlig vejledning til din amning?

Du kan læse mere om privat ammevejledning og booke et hjemmebesøg her. 


Alt om Amning