Sådan hjælper du din baby med at åbne munden stort ved amning

Åbne munden stort ved amning

Det kan lyde som en lille ting, men at få din baby til at åbne munden stort er en af nøglerne til en god ammeoplevelse. Mange nybagte forældre oplever, at det er svært at få deres barn til at gabe stort nok – og det gør det også svært for baby at få et ordentligt greb om brystet.

I denne artikel guider jeg dig trinvis og konkret til, hvordan du kan støtte din nyfødte baby i at åbne munden stort og få fat helt korrekt. Det hele bygger på babyens egne reflekser og naturlige instinkter – og det kræver hverken kraft eller kamp, men en blid forståelse for, hvordan kroppen arbejder.

Hvorfor er den store mund vigtig?

Når en baby ammes, skal han eller hun have en god bid af brystet inde i munden. Det betyder, at meget mere end selve brystvorten skal ind – faktisk helst det meste af det mørke område omkring brystvorten (areola). Det giver både bedre sutteteknik, mindre risiko for sår og smerter og en mere effektiv mælketømning.

Men det kræver, at munden åbner sig stort op. Og det sker bedst, hvis munden bliver stimuleret på den rigtige måde – og på det rigtige tidspunkt.

Reflekserne hjælper baby på vej

Din baby er født med en hel lille “startpakke” af reflekser, som gør det muligt at amme fra begyndelsen – helt uden at have erfaring med det. Det er kroppens måde at sikre overlevelse og næring.

De vigtigste reflekser ved amning:

  • Søgerefleksen aktiveres, når noget rører barnets kind. Så drejer baby hovedet og søger efter brystet.
  • Refleksen for mundåbning (rooting reflex) kommer, når noget rører læberne – så åbner baby munden og forbereder sig på at tage fat.
  • Sutterefleksen sørger for, at baby automatisk begynder at sutte, når refleksen stimuleres i den bagerste del af ganen
  • Griberefleksen aktiveres, når noget rører babyens håndflade (og fodsåler) – hånden lukker sig, og den neurologiske forbindelse mellem hånd og mund kan stimulere baby til at sutte mere aktivt.

Det hele hænger sammen. Og det er så fascinerende at se, hvordan kroppen – helt fra starten – ved præcis, hvad der skal til.

Det vigtige øjeblik og det typiske problem

Mange forældre venter på, at deres baby åbner munden stort, før de lægger baby ind til brystet – men så sker det ofte ikke (så hurtigt). I stedet sidder man og venter, mens baby måske bliver mere og mere frustreret, fordi søgerefleksen er aktiv, mens han eller hun ikke får aktiveret sin rooting-reflex. Baby begynder måske at fægte med arme, hakke / bumpe med hovedet og græde.

Men faktisk er rækkefølgen omvendt:
Baby skal først røre brystet med læberne og underlæben – kommer den store mundåbning oftest helt af sig selv.

Det betyder, at du skal:

  • Hjælpe din baby tæt ind til dig, så munden rører brystet.
  • Sørge for, at underlæben rammer kanten af det mørke område (areola).
  • Vente på at baby åbner munden stort – og hjælpe ham eller hende til at tage fat.

Hvad hvis baby ikke åbner munden stort?

Nogle babyer har svært ved at gabe helt op. Det kan fx skyldes:

  • Spændinger i kæber eller nakke
  • Et stramt tungebånd
  • At barnet har vænnet sig til flaskesut, fingerfeeding eller suttebrik og derfor ikke har “lært” at åbne stort

Men selv små babyer med små munde kan som regel sagtens vænne sig til at lave en stor åben mund – det handler om erfaring og øvelse.

Brug den samme strategi til stor mund, også ved flaske og sut

Hvis din baby får flaske, sut, fingerfeeding eller anden supplering, er det en god idé at gøre det på samme måde, som du ønsker ved brystet. På den måde vænner din baby sig til, at munden altid skal åbnes stort:

  1. Start med at stimulere søgerefleksen ved at berøre kinden.
  2. Læg flaskesutten, fingeren eller sutten mod underlæben.
  3. Vent på, at baby åbner munden stort.
  4. Før så forsigtigt finger / flaskesut ind i munden og op mod ganen, mens munden stadig er helt åben.

Det er en enkel og nænsom måde at skabe en ny erfaring: “Når munden åbner stort, får jeg fat.”
Og det kan gøre en stor forskel – uanset hvad din baby skal sutte på.

Det tager kun få dage og gør en stor forskel

For langt de fleste babyer tager det kun få dage at vænne sig til, at munden skal åbne stort – især hvis man øver det blidt og nogenlunde konsekvent hver gang. Det er ikke en kamp. Det er en stille vej til bedre amning, hvor du og din baby samarbejder og lærer hinanden at kende.

Og når grebet først sidder, og sutteteknikken føles rar og naturlig – så bliver både du og din baby meget mere trygge i amningen.

Reflekser med størst betydning for amningen

Refleks

Funktion

Grundlægges

Aftager

Søgerefleks

Baby drejer hovedet mod berøring på kinden for at finde brystet

Allerede i fostertilstanden, tydelig ved fødslen

Aftager typisk omkring 3-4 måneder

Refleksen for mundåbning (rooting)

Når noget rører ved læberne, åbner baby munden og forbereder sig på at tage fat. På dansk har den ikke et fast navn.

Fra fødslen

Aftager omkring 4-6 måneder

Sutte- og synkerefleks

Når noget er i munden, begynder baby at sutte og synke automatisk – nødvendigt for at få mælk.

Fra fødslen

Suttebevægelsen bliver gradvist viljestyret efter 3-6 måneder

Griberefleks

Når noget rører håndfladen, griber baby instinktivt fast. Stimulation her kan fremme suttelyst via neurologisk forbindelse mellem hånd og mund.

Fra fødslen

Aftager omkring 4-5 måneder

jordemoder & ammekonsulent Camilla Kristiansen

Om forfatteren

Jeg hedder Camilla Kristiansen og er både  jordemoder og IBCLC Ammekonsulent. Med mere end 20 års faglig erfaring brænder jeg for at hjælpe forældre til en tryg og god ammeoplevelse og start på livet med en lille ny baby. På AltOmAmning.dk deler jeg derfor både faglig viden og praksiserfaring – altid med hjertet først. Har du brug for personlig vejledning til din amning?

Du kan læse mere om privat ammevejledning og booke et hjemmebesøg her. 


Alt om Amning