
Hvis du oplever, at din baby vil ammes hele tiden, så læs med her. Mange nybagte mødre oplever nemlig på et tidspunkt, at deres baby vil ammes igen og igen.
Måske føles det som om, din baby næsten lige har spist – og allerede kort efter søger brystet igen. Nogle gange kan det føles, som om amningerne næsten ligger oven i hinanden, og at der næsten ikke er pauser imellem.
Det kan få mange til at tænke:
- Får min baby egentlig nok mælk?
- Har jeg mon for lidt mælk?
- Eller er der noget galt?
I nogle situationer er det helt normalt, at en baby vil ammes meget hyppigt. I andre situationer kan det være et tegn på, at noget i amningen ikke helt fungerer optimalt.
Derfor er det vigtigt ikke kun at se på hvor ofte din baby vil ammes, men også på, hvordan barnet ellers har det.
Hvis du vil læse mere om, hvordan amning typisk ser ud i starten, kan du også læse artiklen Amning i de første uger ⇒
Når hyppig amning er helt normalt
Når mælkeproduktionen først er godt etableret efter de første 10-14 dage efter fødslen, så fungerer amningen i høj grad efter et simpelt princip: jo mere brystet stimuleres og tømmes, jo mere mælk producerer kroppen. Det vi også kalder udbud og efterspørgsel.
Når din baby ammer hyppigere end vanligt, sender det derfor et signal til din krop om, at der er brug for mere mælk.
Mange babyer har også perioder med det, man kalder klyngeamning, hvor amningerne ligger meget tæt i nogle timer. Det ses ofte sidst på dagen eller om aftenen, hvor mælkeproduktionen er lavest.
I disse perioder kan det næsten føles, som om din baby vil til brystet hele tiden.
Selvom det kan være trættende, er det for mange babyer en helt normal måde at:
• få dækket deres behov for mælk
• stimulere mælkeproduktionen
• finde ro og regulering
Du kan læse mere om dette i artiklen Sådan opbygger du en god mælkeproduktion ⇒
Når brystet også bruges til andet end mad
Når din baby søger brystet, handler det ikke altid kun om sult.
Brystet giver også:
• tryghed
• nærhed
• regulering
• hjælp til at falde til ro
For en lille baby er brystet et sted, hvor mange behov kan blive mødt på én gang.
Derfor er det helt naturligt, at nogle babyer søger brystet hyppigt – især i den første tid, hvor verden stadig er ny.
Når hyppig amning kan være et tegn på sult
Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at meget hyppige amninger også kan være et tegn på, at din baby ikke får helt nok mælk ved hver amning og derfor bliver meget hurtigt sulten igen eller ikke føler sig helt mæt efter amning.
Hvis din baby kun spiser små mængder ad gangen, kan barnet hurtigt blive sulten igen.
Nogle gange ser man et mønster, hvor baby ikke rigtig bliver mæt, men kun spiser sig “ikke sulten” – og derfor søger brystet igen kort tid efter.
Det kan for eksempel hænge sammen med:
• en ammeteknik, der ikke er helt effektiv
• at din baby bliver træt under amningen / hurtigt kommer i “oxytocin-rus”
• at barnet ikke får tømt brystet tilstrækkeligt
• at mælkeproduktionen er lav / nedsat
Du kan læse mere om dette i artiklen Får min baby nok mælk? ⇒
Måltider hvor din baby får mere mælk
Hvis din mælkeproduktion er tilstrækkelig, kan en del af løsningen nogle gange være at hjælpe din baby med at få mere mælk ved hver amning.
Det kan for eksempel være ved at lade amningen foregå over lidt længere tid, hvor barnet får mulighed for at spise flere gange i samme amning.
Nogle oplever, at det fungerer godt med et samlet måltid fordelt over ca 1–1½ time (som er et passende vågenvindue for babyer i alderen 0-4 mdr) hvor din baby:
• spiser
• holder en kort pause med lidt vågentid / bleskift / tid til bøvs / babygymnastik
• lægges til igen
Man kan lidt tænke på det som en slags “tre retters menu”, hvor barnet får mulighed for at hente mere mælk undervejs.
I nogle tilfælde kan det også være en hjælp at:
• skifte bryst undervejs, hvis din baby ikke synker eller kun synker sjældent ved det første bryst
• lægge din baby til igen, når barnet begynder at vågne lidt op
• arbejde med et dybt og effektivt tag om brystet – en optimal ammeteknik
Du kan læse mere om dette i artiklen Ammeteknik og sutteteknik ⇒

Tidspunkter på døgnet kan spille en rolle
Mælkeproduktionen varierer også i løbet af døgnet. Hos de fleste kvinder er mælkeproduktionen højest om morgenen og formiddagen, mens der ofte er lidt mindre mælk om aftenen. Det skyldes en døgnvariation i niveauet af det mælkedannende hormon prolaktin.
Det er en af grundene til, at mange babyer vil ammes hyppigere sidst på dagen.
Hvis din baby har lange intervaller mellem amningerne først på dagen, kan det derfor også hjælpe at lægge en ekstra amning ind netop om morgenen eller formiddagen, hvor der ofte er mere mælk tilgængelig end om aftenen.
Tre typiske situationer hvor baby vil ammes hele tiden
Selvom hyppig amning kan have mange årsager, er der nogle mønstre, som går igen hos mange familier.
Aftentimer med tæt amning
Mange babyer vil ammes meget hyppigt sidst på dagen. Her kan brystet både være mad og en måde at finde ro på efter en dag med mange indtryk.
Baby bliver ikke helt mæt
Hvis din baby ikke får helt nok mælk ved hver amning, kan barnet hurtigt blive sulten igen. Det kan for eksempel skyldes en ineffektiv sutteteknik eller en amning, hvor barnet af andre årsager ikke får hentet så meget mælk.
Baby søger brystet for regulering
For nogle babyer handler hyppig amning i høj grad om behov for kontakt og regulering. Brystet kan hjælpe din baby med at finde ro, især i perioder hvor barnet er træt eller overstimuleret.
Sult eller regulering – hvordan kan du se forskel?
Når din baby vil ammes meget ofte, kan det være svært at vurdere, hvad behovet egentlig er.
Hvis din baby søger brystet på grund af sult, ser man ofte at:
• barnet virker utilfreds efter amningerne
• din baby søger brystet igen meget hurtigt
• amningerne føles lange og hyppige
Hvis brystet primært bruges til regulering, oplever man ofte at:
• din baby falder hurtigt til ro ved brystet
• barnet sutter kort tid
• din baby virker afslappet bagefter

Hvornår skal man søge hjælp?
Det kan være en god idé at søge rådgivning, hvis du oplever at:
• din baby vil ammes næsten konstant
• din baby kun finder ro ved brystet
• amningerne føles meget lange og hyppige
• din baby virker utilfreds efter mange amninger
• du bliver usikker på, om din baby får nok mælk
I sådanne situationer kan det være hjælpsomt at få vurderet både ammeteknik, barnets trivsel og sutteteknik og mælkeproduktionen.
Du kan også læse mere i artiklerne:
En balance mellem ro og opmærksomhed
Perioder med hyppig amning er almindelige, særligt i den første tid med baby. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på barnets samlede trivsel og ikke kun se på, hvor ofte barnet ammes.
Hvis du er i tvivl om, hvordan amningen fungerer, kan det være en god idé at søge hjælp. Små justeringer kan ofte gøre en stor forskel.

Om forfatteren
Jeg hedder Camilla Kristiansen og er både jordemoder og IBCLC Ammekonsulent samt medforfatter til bogen Refluks – Hjælp din baby. Med mere end 20 års faglig erfaring brænder jeg for at hjælpe forældre til en tryg og god ammeoplevelse og start på livet med en lille ny baby. På AltOmAmning.dk deler jeg derfor både faglig viden og praksiserfaring – altid med hjertet først. Har du brug for personlig vejledning til din amning?
Du kan læse mere om privat ammevejledning og booke et hjemmebesøg her.


